Indledningen fra De to regler i dating og parforhold

I min omgangskreds findes der par, som tilsyneladende klarer det godt og lever harmonisk sammen. En stor del af mine venner og bekendte har imidlertid svært ved det. Nogle har endda opgivet parforholdet helt og aldeles og lever selvvalgt som singler. De fortæller, at de ikke egner sig til et parforhold, fordi de ikke kan dedikere sig til én person. Det skal siges, at de er overordentlig sympatiske, så problemet er altså ikke, at de mangler gode værdier, de føler sig bare ikke helt hjemme i tosomheden. Andre har svært ved det af andre grunde, for eksempel på grund af vrede og konflikter parterne imellem. Andre igen bliver mætte af deres samvær og mister lysten til hinanden hen ad vejen.

Mange går fra det ene forhold til det andet, men møder tilsyneladende aldrig den rigtige. Kigger man nærmere på deres forhold, kan det vise sig, at et bestemt negativt mønster gentager sig den ene gang efter den anden. I den forbindelse taler man om at “forelske sig i de forkerte”. Det fænomen består blandt andet i, at vi vil have én, vi ikke kan få eller kun kan få halvt. Det kan også dække over, at vi igen og igen kommer ind i forhold, som er dårlige for os, for eksempel fordi vi bliver svigtet, nedgjort eller slået. Der er mange, som oplever noget i den retning, så det med “de forkerte” er et ganske udbredt fænomen.

Hvad end der er galt for den enkelte, så har utroligt mange mennesker i dag svært ved at realisere drømmen om et livslangt forhold. Der er som oftest et eller andet, der stikker en kæp i hjulet.

Det kan der være mange grunde til, men jeg mener også, at der findes en bestemt årsag, som ofte går igen, og som spiller en vigtig rolle i flere forskellige typer af problemer i kærlighedslivet. Det er en simpel kognitiv mekanisme, som har indflydelse på vores valg af partner og på, hvordan vi opfatter denne partner. Jeg kalder det en “udvælgelsesmekanisme”, fordi den indvirker på, hvem vi tiltrækkes af og forelsker os i. Det er også i betydningen af fravalg, for eksempel spiller mekanismen ofte en rolle, når vi mister interessen for vores partner og afslutter et forhold. Udvælgelsesmekanismen er for så vidt velkendt og går for eksempel igen i talemåden “græsset er altid grønnere på den anden side”. Den består af to regler for vores tænkning og kan gengives sådan her:

Når der er en person, som du ikke kan få, så har du tendens til at fokusere på, hvad du går glip af.

Hvorimod hvis der er en person, du godt kan få, så har du tendens til at fokusere på, om det nu også er en god ide og på de bagsider, der måtte være ved det forhold.

Jeg kalder de to tendenser for regler, fordi jeg mener, at de to måder at reagere på er nedlagt i vores tænkning om dating og parforhold. Det er noget instinktivt. Udvælgelsesmekanismen fungerer per automatik som et led i vores selvopretholdelse. Dermed ikke sagt at vi alle for altid er underlagt de to regler, men vi er påvirkede af dem i en eller anden grad og i forskelligt omfang afhængigt af, hvem vi er.

Umiddelbart lyder det måske ikke så galt. Man kan spørge sig selv, hvordan de to regler dog kan betyde noget særligt for, om vi lykkes med vores kærlighedsliv? Det mener jeg, at de kan, fordi der er en verden til forskel på, hvor vi har vores fokus. Det at fokusere svarer til at zoome ind. Når vi zoomer ind på det ene eller det andet, for eksempel med et kamera, så vokser det jo og kommer måske til at fylde hele billedet. Nøjagtig det samme sker, når vi vender vores opmærksomhed imod noget bestemt, for eksempel enten de positive eller de negative sider ved ham eller hende. I vores bevidsthed vil de sider i så fald komme til at fylde meget og vil måske endda dominere hele vores tænkning omkring personen – denne tænkning bliver altså enten overvejende positiv eller overvejende negativ. Ovennævnte kognitive mekanisme dirigerer således vores fokus og får indflydelse på, hvordan vi ser på ham eller hende. Den får dermed også betydning for, om vi føler sympati for vedkommende, og i nogle tilfælde kan mekanismen afgøre, om vi forelsker os eller ej.

Du kan nok let få øje på, hvordan mekanismen i så fald kan komme i vejen for at indgå i et kærligt parforhold. Hvis det, at du kan få ham/hende, betyder, at du fokuserer på bagsiden ved forholdet, så kommer det til at være op ad bakke imellem jer. Men det er ikke kun skidt. De to regler har både fordele og ulemper. Ikke mindst vil jeg mene, at de historisk set har tjent et godgørende formål og førhen nok var mere anvendelige for os, end de er i dag.

Jeg betragter dem som forsvarsmekanismer, og derfor siger jeg som nævnt, at de er et led i vores selvopretholdelse. I kraft af regel nr. 1 forsvarer vi os imod tab, og med regel nr. 2 vil vi forsikre os imod dårlige partnere. Regel nr. 2 fungerer som en slags hurdle, der sikrer, at vi ikke kommer for let og hurtigt ind i et parforhold. Hvis du ønsker et livslangt ægteskab og familie, er det måske ikke så dumt, at du har en vis skepsis til at starte med. Du ser en potentiel partner an, før du indleder forholdet. Det er naturligt nok, og det kan vi omtale som sund skepsis.

For at illustrere det kan vi sige, at du er en kvinde, der dater. Du har mødt en mand, som du overvejer at indlede et forhold til. I begyndelsen er du dog rigtig streng overfor ham, fordi du er påvirket af regel nr. 2. Du er fræk nok til at påpege alle hans mangler, så du gør ham opmærksom på, at han ikke er sådan og sådan og ikke kan det og det. På et tidspunkt får han nok af legen og siger noget a la: “Ja, det er rigtig nok, at jeg har de og de mangler, men spørgsmålet er, om du vil have mig alligevel?” Når han sætter foden ned på den måde, kommer du i kontakt med regel nr. 1, så du skifter fokus og bliver bevidst om, hvad du kan glip af. Nu lægger du din skepsis fra dig. Inderst inde er du nemlig interesseret, og du ved udmærket godt, at kærligheden imellem jer kun kan blomstre, hvis du har fokus på hans gode sider frem for fejl og mangler.

Jeg kalder dem regel nr. 1 og 2, men det er ikke en rækkefølge – som ovenstående eksempel viser, kan regel nr. 2 sagtens aktiveres før regel nr. 1.

Eksemplet viser en sund udgave af, hvordan de to regler fungerer i praksis. Parterne kom jo nogenlunde smertefrit igennem processen, og den kognitive mekanisme ødelagde ikke noget imellem dem. Regel nr. 2 har således en positiv funktion i en indledende fase, hvor vi lige skal se hinanden an, og det samme har regel nr. 1, hvis den bevidstgør os om vores lyst til at være sammen. I en usund udgave af det kan udvælgelsesmekanismen derimod skabe alvorlige problemer for vores kærlighedsliv. Ulemperne er til at få øje på:

Problemerne opstår blandt andet, hvis mekanismen bliver så fremherskende, at vi bliver ved med at have en skeptisk indstilling længe efter, at vi påbegyndte et forhold. Så er du overkritisk overfor din partner, og det bliver som en gift, der forurener jeres samvær.

Ikke mindst kan det blive et stort problem, hvis mekanismen betyder, at vi slet ikke kommer ind i et forhold. Så selvom vi ønsker et parforhold, holder vi os væk af frygt for at komme ind i noget, som ikke er det rigtige.

Og for det tredje kan der ske det, at mekanismen skaber psykologiske besættelser, hvor vi bliver håbløst forelskede i nogen, som vi ikke kan få eller kun kan få halvt. Det kan for eksempel ske der, hvor vi er forelskede i ideen om et romantisk forhold, men ikke magter at være i et konkret parforhold til en person af kød og blod.

Disse tre ret forskellige problematikker kan altså alle henføres til den selvsamme bagvedliggende årsag. Denne simple udvælgelsesmekanisme forårsager således til tider nogle yderst uheldige og vidtrækkende konsekvenser for vores kærlighedsliv eller mangel på samme. Derfor har jeg gjort netop den mekanisme til udgangspunkt for bogen her.

På baggrund af de to regler definerer jeg blandt andet fire kærlighedsbud, som modvirker mekanismens uheldige virkninger. Som vi skal se, har mekanismen utrolig mange implikationer, og de breder sig langt udover det, der vedrører dårlige forhold og ulykkelige forelskelser.

Jeg mener, at der er tale om en simpel, men dyb sandhed om, hvordan vi fungerer som mennesker. Derfor kan du også have glæde af at læse denne bog, selvom du ikke nødvendigvis har et problem i dit kærlighedsliv – for du opdager, at den selvsamme mekanisme virker på andre områder af dit liv.

 

Min baggrund

Omkring min baggrund for at beskæftige mig med emnet her, så kan jeg fortælle, at jeg allerede har skrevet en bog, som også kom ind på noget af det samme. Den udkom i 2014 og hedder “Dating, desperation og selvudvikling”. Jeg føler, at jeg har en mission på dette felt. Men når jeg har været så optaget af emnet, skyldes det også i høj grad min personlige historie. Man kan nok sige, at der for mit vedkommende er et ekstra lag i relation til udvælgelsesmekanismen. Jeg er nemlig slet ikke den fødte optimist. Det ligger til mig at tænke på bagsiderne ved snart sagt alt, og jeg har en skarp kritisk sans. At have en skarp kritisk sans er jo et gode, hvis man formår at udnytte den på den rigtige måde og i de rigtige sammenhænge. Jeg har imidlertid haft nemt ved at få øje på alle de minusser, der måtte være ved et bestemt forhold, en bestemt situation, et bestemt arbejde og så videre. Derfor har jeg også i udpræget grad mærket de negative effekter af mekanismen.

Mekanismens anden regel hedder jo som sagt: “Hvis der er en person, du godt kan få, så har du tendens til at fokusere på, om det nu også er en god ide og på de bagsider, der måtte være ved det forhold.” Den regel prægede mig sådan, at når en pige viste interesse for mig, var jeg endnu mere opmærksom på den negative side ved det, end så mange andre ville være. Jeg kunne hurtigt finde mange gode grunde til ikke at ville have hende. På den måde blev jeg yderst kræsen.

Den første regel havde til gengæld en befriende funktion for mig. Som nævnt siger den, at: “Når der er en person, som du ikke kan få, så har du tendens til at fokusere på, hvad du går glip af.” Når den regel trådte i kraft, kunne jeg pludselig godt komme i tanke om alt det positive ved hende – det kunne for eksempel ske i forhold til en pige, som kun ville være venner, eller hvor jeg fornemmede, at hun ikke var ligeså meget “på”, som jeg var. Først der slap jeg fri for min egen strenge skepsis og blev i stand til at være forelsket.

Det skal også siges, at jeg ikke er udstyret med et naturligt højt selvværd, og det tror jeg generelt, man kan sige om mennesker, som let lader sig styre af regel nr. 1. Vi er forfængelige, og det betyder, at vi forsøger at omgøre det “nej” fra ham eller hende, som er på vej væk. Samlet set blev det derfor kendetegnede for mig, at jeg havde en hel del korte forhold, som jeg selv hurtigt afsluttede. Til gengæld havde jeg flere langvarige forelskelser i én, jeg ikke kunne få.

Sådan udfoldede det sig altså i mit eget tilfælde. Jeg genkender imidlertid mekanismens virkninger hos rigtig mange mennesker, men hvor det kan komme til udtryk på nogle helt andre måder. Som personlig coach hører jeg utallige variationer over det fra mine klienter, men de samme historier går også igen blandt venner og bekendte.

Det kan for eksempel være en pige, som har været i et længerevarende parforhold, og som er rigtig træt af det. Så kan hun fortælle, hvor træls hendes partner er. Hun kan stort set ikke se noget positivt ved ham. Der er så mange problemer, siger hun. Vi taler ikke ordentlig sammen, og øv, vi bliver altid uvenner. Hun orker ikke forholdet længere og er på nippet til at afslutte det – eller måske har hun allerede afsluttet det.

Men så sker der det, at partneren eller den nylige eks selv kommer på banen og melder ud, at: “Jeg har mødt en anden” eller: “Jeg er blevet forelsket i den og den”. I sådan en situation træder den modsatte side af udvælgelsesmekanismen i kraft, for nu er partneren på vej væk, og nu kan du pludselig komme i tanke om alt det gode, I havde sammen, og alt det, du kommer til at savne. Den intimitet og nærhed I havde, jeres sex, de gode snakke, jeres tosomhed. Og det at han altid var der for dig eller i det hele taget det, at der var én, som var din særlige anden. Så bliver du såret og går måske til i jalousi. Du kommer ind i nogle ganske andre tankebaner end dem, du havde før. Han står nu for dig i et særligt lys, og du mærker igen alle de varme følelser, som du ellers havde glemt alt om. Nu vil du pludselig have ham tilbage, eller du føler i hvert fald en stor sorg over tabet af jeres gode forhold.

Den slags uheldige virkninger af udvælgelsesmekanismen har jeg som sagt observeret utallige gange, og den forårsager således mange knuste hjerter. Derfor mener jeg, at vi kan få mere held i vores kærlighedsliv, hvis vi hver især forstår, hvordan mekanismen influerer på vores tankebaner, følelsesliv og adfærdsmønstre. Det er bogens hensigt at skabe sådan en healende selvrefleksion og bevidstgørelse, der bevirker, at vi ændrer adfærd. Ikke bare sådan at vi så vidt muligt undgår ulykkelige forelskelser og dårlige forhold, men også sådan at kærligheden kommer til at blomstre.

 

Vælg kærlighed

Når vi skal forstå, hvorfor ovenstående mekanisme har så negative implikationer, er det vigtigt at kende kærlighedens karakter og virkninger. Jeg mener, at der er noget særligt ved kærlighed, som gør, at den nærmest har karakter af et “magisk stof ”. Kærlighed forvandler tilsyneladende sit objekt. Altså, det at elske eller det at kaste sin kærlighed på nogen, det er en måde at få dem til at vokse, blomstre og folde sig ud i al deres pragt. Det sker, hvis du bevarer en velvillig indstilling, hvor du formår at holde fokus på det, du kan lide og alt det gode, der er i dit parforhold eller i andre relationer. Ligegyldig hvilken slags relation det drejer sig om.

Hvis du kaster din kærlighed på den eller dem til trods for de bagsider, der også måtte være, så bliver det meget ofte til noget smukt og fantastisk – ja, bliver måske netop til alt det, du ønskede dig. Det er, hvad man kunne kalde kærlighedens magt. Kærligheden er nænsom og hensynsfuld, selvom den godt kan bestå i at sige nej og stå fast. Dens magt er ikke én, der tvinger, men det er den gode atmosfære, som kærligheden skaber, der gør, at I kan ånde frit, og som får jer til at gro sammen. Omvendt når I fokuserer på det negative, så er det som en gift for jeres relation. Så krymper I jer under hinandens strenge blikke og bebrejdelser, imens det gode i relationen langsomt svinder ind og visner bort.

Derfor mener jeg også, at vi har til opgave at vælge kærlighed, for det gør forskellen på, om vi har gode eller dårlige relationer. Det er altså som en form for dedikation eller et arbejde, der skal gøres. Det er også noget, vi kan øve os på. At vælge kærlighed er noget helt andet end at blive forelsket. Det sidste sker jo nærmest per automatik, når vi bliver grebet af stærke følelser for den anden. Det første er derimod en bevidst og villet proces.

Man kan også sige, at det er forskellen på passion og dedikation. Hvor passionen, i form af forelskelse, som regel er det, der sætter gang i et parforhold, så er det i højere grad dedikationen, som bevarer det og får relationen til at vokse. Den gensidige og tålmodige dedikation bevirker, at I kan overkomme jeres svære perioder og uoverensstemmelser.

At vælge kærlighed kan virke som et håbløst projekt i nogle situationer, og du tænker måske, at det må være forbeholdt nogle, som har særlige evner i den retning. Det at udøve kærlighed kan være en stor mundfuld, hvor vi ofte kommer til kort, men så tager vi det i små bidder. Selv små daglige skridt i den rigtige retning kan gøre en forskel for vores liv. Og det er godt at have sig kærlighedens magt for øje, fordi det betyder, at vi kan påbegynde rejsen. Man siger jo, at selv den længste rejse begynder med det første skridt. Med tiden og i kraft af aktive tilvalg og langvarig øvelse bliver vi dygtige kærlighedsmagere, og på den måde forvandles vores verden og relationer.

For mange år siden havde jeg en session hos en datingcoach – dengang var det altså mig selv, der var klient, og jeg havde bare en enkelt samtale med ham. Jeg syntes egentlig ikke, at han sagde noget, der var særlig brugbart, men jeg bed dog mærke i én enkelt ting, som han sagde med eftertryk: At jeg skulle “vælge” et parforhold. Jeg skulle beslutte mig for, at det var os to for alvor.

Dengang havde jeg ikke nogen ide om, hvordan jeg skulle gøre det, men budskabet hang alligevel fast, og nu kan jeg godt følge tankegangen. For selvom vi ikke uden videre kan vælge at elske en anden person, så kan vi godt vælge at fokusere mere på hans eller hendes gode sider eller på det gode ved relationen. Vi kan også altid overveje, hvad der er kærligt at gøre, for eksempel hvis vi er uenige. Således vælger vi kærligheden til. Ikke én gang for alle, men i små skridt ad gangen og den ene gang efter den anden. Valget bliver dermed en helt afgørende kategori, hvis vi vil have et liv i kærlighed. Senere skal vi se nærmere på, hvordan vi i praksis udfører dette valg på en afbalanceret måde.

 

Himmel og helvede

Man kan sige, at vi som mennesker er spændt ud imellem himmel og helvede. Det skal ikke forstås i en religiøs forstand, men som metafor for alt det, vi henholdsvis ønsker at opnå og at undgå. Vi vil naturligvis undgå lidelse og opnå lykke, og derfor er vores liv spændt ud imellem disse to store kontraster, som vi orienterer os i forhold til – og selvsamme spændingsfelt er på spil i udvælgelsesmekanismen. Spændingsfeltet er grundlag for, at der overhovedet kan findes sådan en mekanisme. Den må på en eller anden måde været opstået for at tjene det basale begær eller den urkraft, som vil opnå lykke og undgå det modsatte.

Så der er en god grund til, at vi har denne kognitive mekanisme, og den tjener eller har historisk set tjent et ønskeligt formål. Men vi kan spørge os selv, om den stadig virker efter hensigten?

I den forbindelse mener jeg, at det er relevant at stille spørgsmålstegn ved selve vores jagt på lykken. For bliver vi lykkeligere, hvis vi hele tiden stræber efter lykken? Måske kunne det faktisk være omvendt, så lykken er at give slip på vores stræben … eller om ikke andet at tage nogle pauser fra den. Måske får vi det slet ikke godt af, at vi skelner så ihærdigt imellem det, vi vil og ikke vil have.

Man kan også sige det på en anden måde, for hvad nu hvis vi kun kan komme i himlen i kraft af, at vi kender helvede? Sådan tror jeg faktisk, at det er. Derfor kan vi måske også tage det lidt mere roligt, hvis vi føler, at vi er havnet det forkerte sted eller i det forkerte forhold. Det forkerte kan nemlig meget vel være sidste stop på vejen til det rigtige.

I den forbindelse kommer mindfulness ind i billedet, og derfor har jeg dedikeret et kapitel til denne praksis. Mindfulness kendetegnes nemlig ved at være en praksis eller meditativ teknik, som er møntet på at tage imod og at give slip. I mindfulness lærer vi, at vi ikke behøver at bekymrer os om, hvordan vi opnår det, vi ønsker os, og hvordan vi undgår det modsatte. Man kan faktisk godt kalde det for en øvelse i at forholde sig passivt – ikke som i sløv eller ligeglad, men vågen, nærværende og med vilje passiv. Og i kraft af den praksis kan vi erfare, at vi nogle gange er mere lykkelige, når vi giver slip på vores stræben og lader tingene være, som de er.

Når vores stræben ikke altid fungerer så godt for os, kan det måske skyldes, at den er egocentrisk eller egoistisk, og at lykken ikke bunder i egoisme? Måske er den største lykke i livet en kærlighed, som forbinder os med noget større end os selv? Og som vi følgelig kun kommer i kontakt med, for så vidt som vi opgiver det egocentriske perspektiv. Det er i hvert fald et par af de spørgsmål, som bogen her adresserer og dykker ned i for at undersøge nærmere.

Der er også et andet spørgsmål, som måske undrer dig som læser. Indledningsvist nævnte jeg jo, at udvælgelsesmekanismen kan afstedkomme tre slags problemer. Det sidste var, at den skaber psykologiske besættelser, hvor en forelskelse tager magten fra os. Men hvorfor er en simpel kognitiv mekanisme stærk nok til at forårsage så kraftige psykiske virkninger?

Det kan den netop, fordi den drives af vores helt basale trang til at opnå lykke og undgå ulykke – den trang er jo så kraftfuld, som noget overhovedet kan være. Da vores drøm om romantisk kærlighed samtidig er koblet op på denne den mest basale af alle drifter, kan der igangsættes ukontrollable kræfter i vores psyke. Af ovennævnte grunde modvirker mindfulness imidlertid et overdrevet begær, og derfor skal vi også se, hvordan mindfulness kan være med til at afhjælpe disse besættelser.

Regel nr. 1 kan bevirke, at vi mister os selv, når vi forblændes af én, som afviser eller forlader os. Separationsangsten tager over. Vedkommende bliver et symbol på vores tabte lykke, og derfor kan vi ikke give slip. Vi tror, at hvis bare vi fik ham eller hende (tilbage), ville alt blive godt. Men hvor skulle vi ellers opsøge lykken hvis ikke i et romantisk forhold? I andre kulturer og til andre tider var der måske nok andre ønsker eller længsler, som havde en højere prioritet, men for mange moderne mennesker er romantisk kærlighed det vigtigste. For nogle er det endda det eneste, der repræsenterer en høj værdi. Så bliver romantik og lykke simpelthen synonyme størrelser.

Man kan nok sige, at romantikken har fået førsteprioritet, fordi mange af vores andre værdier og former for stræben er udvandede. Romantiske forhold er således blevet ekstra vigtige, fordi vi i høj grad lever i en tid præget af nihilisme, det vil sige tomhed samt tab af mening og værdi. Det er også derfor, at jeg i dele af denne bog inkluderer et spirituelt livssyn og en meditativ praksis. Jeg mener, at vi savner den mening, som spiritualiteten kan tilføje. Og jeg tror, at romantisk kærlighed kommer til kort, når vi vægter den for højt. Så spænder vi simpelthen buen til bristepunktet. De romantiske forhold bliver følgelig overspændte. Vi lægger for stor vægt på forholdet, hvilket paradoksalt nok bliver en medvirkede årsag til, at vi så ofte går fra hinanden.

I udvælgelsesmekanismens sprogbrug betyder det, at der kommer ekstra meget tryk på regel nr. 2. Når valg af partner er så ekstremt vigtigt, bliver vi ekstra kritiske og kræsne. Den hurdle, regel nr. 2 repræsenterer, bliver derved sværere at passere. For hvilken partner kan honorere de opskruede forventninger? Og hvilket parforhold kan bære den byrde, som består i at skulle levere hele vores livslykke?

For nogle lykkes det måske, fordi de har nok i at møde en partner og stifte familie, mens andre har brug for andet og mere end romantik og familieliv for at opnå en god balance i deres liv. For mit eget vedkommende kan jeg i hvert fald godt skrive under på, at jeg førhen fejlede i mine romantiske bestræbelser, fordi de aldrig kunne indfri mine opskruede forventninger. I dag kan romantikken bedre tilfredsstille mig, fordi den ikke længere behøver at gøre det. Nu kan jeg nemlig godt være glad og tilfreds uden.

 

Den tidstypiske angst, FOMO

I dag tales der meget om fear of missing out (FOMO), som på dansk betyder angst for at gå glip af noget. Det kommer i praksis til udtryk ved, at vi ikke tør vælge. Eller vi prøver at få det hele på en gang. Fænomenet forbindes som regel med nye teknologier såsom sociale medier og smartphones, der gør, at vi hele tiden kan være på og i kontakt med alle og enhver. I den forbindelse har vi jo også fået netdating og dating-apps. Det medvirker til en øget frygt for at gå glip af noget. Der er også kommet en særlig flygtighed over os i dag, som betyder, at vores dating og kærlighedsliv er blevet hurtigt og omskifteligt.

Angsten for at gå glip af noget er dog ikke kun de nye mediers fejl. En anden medvirkende årsag kan være, at vi har for meget fokus på livets endelighed. Der er mange, som siger “vi lever kun én gang, så vi skal have det bedste ud af det”. Men dette “bedste” bliver meget ofte til “alt” eller i hvert fald “mest muligt”. Så vi har en forestilling om, at vi kun lever helt, hvis vi prøver alt, hvad livet har at byde på. Vi skal med andre ord nå en hel masse, og det skaber et overfladisk, uroligt og stressende liv. Derfor kan et godt liv også indbefatte, at vi bliver bedre til at give os tid samt vælger til og fra.

Som jeg forstår udvælgelsesmekanismen, så svarer dens to regler også til to slags angst, som netop er forbundet med at vælge og at fravælge. Regel nr. 2 vedrører jo tilvalg, mens regel nr. 1 vedrører fravalg. Begge dele er imidlertid forbundet med frygten for at gå glip af noget, for når vi skal tage et valg, så skal vi jo vælge noget frem for noget andet – og hvis vi er bange for at gå glip af det, vi vælger fra, så får vi svært ved at vælge til på en hel- hjertet måde. Derfor kan vores angst for at gå glip af noget gøre os passive, ubeslutsomme og handlingslammede, lige så vel som den kan gøre os overfladiske, flakkende og stressede.

Mange af os kan gribes af en panisk følelse, hvis vi er ved at gå glip af en partner. Derfor kan vi blive helt vilde med en kæreste, som er ved at forlade os, selvom vi kort forinden selv var trætte af forholdet og på nippet til at afslutte det. Angsten for at gå glip af noget kan også komme til udtryk ved, at vi bliver forelskede i dem, vi ikke kan få. Der reagerer vi ofte lidt ligesom to børn, der leger, og hvor det ene barn er glad og tilfreds med sit legetøj, lige indtil han eller hun får øje på det, den anden leger med. Den andens legetøj bliver pludselig meget mere interessant, og de to kommer måske op at skændes af den grund.

På lidt samme måde reagerer vi som voksne, når vi for alt i verden ønsker at lege med ham eller hende, som vi lige præcis ikke (længere) kan få, eller som en anden har taget. Derfor kan regel nr. 1 ses som et udtryk for jalousi, der betyder, at vi partout vil have ham den gifte mand eller hende, som alle de andre drenge i klassen også efterstræber. Det er en slags datingens griberefleks, som betyder, at vi griber ud efter ham/hende, vi ikke rigtigt kan få fat på.

Denne psykologiske mekanisme kan i øvrigt udnyttes som et scoretrick, for eksempel ved at vi spiller kostbare eller giver indtryk af, at vi er på vej væk. Så henvender du dig for eksempel til en pige med replikken: “Hej, jeg skal gå om lidt, men lad mig lige høre …” Fordi du skal gå, aktiveres regel nr. 1, så hun bliver nysgerrig og interesseret.

Regel nr. 1 er dog ikke kun en jalousi-regel, for et andet lag i det kan være angsten for at blive forladt og stå alene. Der kan også indgå et ønske om kontrol, hvor vi vil have magt over andre. Så flere forskellige motiver kan godt indgå, når vi styres af regel nr. 1.

Ligesom vi kan være bange for at gå glip af en mulighed, kan vi også være bange for at gribe den, og det er som sagt den form for angst, som er forbundet med regel nr. 2. Du kan være bange for at sige ja, fordi bordet fanger. Så får du bange anelser og siger til dig selv: “Måske er der en anden, som er bedre?” Selvom du godt kan komme ud af et forhold igen, vil du måske hellere vente og se tiden an, så den tankegang kan altså medvirke til, at du forbliver single. Tvivlen kan nage os, når vi dater, men også efterfølgende, når vi har indledt et forhold. Hvis vi stadig er i tvivl, vil vi være bange for at binde os helt, og vi engagerer os således aldrig fuldt ud i hinanden.

Når du skal vælge noget til, fravælger du noget andet, som du altså går glip af. Det er valgmulighedernes problematik, og i dag er der ekstra mange af dem. Det var nok nemmere, dengang vi boede i isolerede landsbyer og havde meget få kandidater at vælge imellem. Når du skulle giftes, kunne du måske vælge imellem Lars nede fra kæret og Thomas henne på nabogården. Det var overskueligt og relativt nemt at forholde sig til.

I Tinder-tidsalderen er der til gengæld tusindvis af potentielle partnere. Du kender dem måske ikke endnu, men de er kun et klik væk. De utallige valgmuligheder kan paradoksalt nok betyde, at vi slet ikke vælger. Vi bliver som nævnt handlingslammede. Valgets problematik har dermed nået nye højder – udover at der er mange flere valgmuligheder, er en hel del af dem indtil videre ubekendte. Du aner jo ikke, hvem der kan dukke op næste gang, du swiper, og derfor kan du også til enhver tid forestille dig, at der måske er en ny og bedre kandidat på vej.

Fra den analyse af tidens store dating-dilemma er der ikke langt til en hypotese om, at de mest fantasifulde af os formentlig også er dem, der har sværest ved at vælge og fastholde en partner. I fantasien kan vi nemlig altid forestille os en anden, der er bedre. Hypotesen understøttes da også af, hvad vi kan iagttage, for medlemmerne af nutidens kreative klasse er jo ikke den gruppe, som har de mest stabile parforhold.

På baggrund af ovenstående overvejelser mener jeg helt generelt, at man må sige, at regel nr. 2 er blevet en væsentlig større hurdle i dag. Det er blevet sværere at sige ja til den ene, fordi du derved siger nej til de tusind, som måske/måske ikke venter på dig rundt om det næste virtuelle gadehjørne på en dating-app. Du tilskyndes altså til at udskyde et definitivt valg. Du vil gerne lige trække det valg lidt længere og holde alle døre åbne for at se, hvem der ellers kunne byde sig til.

Du har godt nok en fugl i hånden, men det er blevet umuligt at overskue alle dem, der sidder på taget. Ræsonnementet kan derfor blive, at ham/hende, du har i hånden, helst skal være noget nær perfekt, for ellers er der en ret god chance for, at du før eller siden støder på en anden, som er bedre. Eller måske ikke, hvem ved? I hvert fald bliver alle disse mulige muligheder til lidt af en hurdle for din evne til at knytte dig til ham/hende. Det er ofte blevet sagt, at det især er mændene, som har svært ved at forpligte sig på et forhold, hvorimod kvinder i højere grad holder fast og “bygger rede”. Sådan har det formentlig også været. Jeg er ikke sikker på, at det er rigtigt i dag, hvor moderne vestlige kvinder har adgang til at forsørge sig selv på lige fod med mændene. Nu shopper vi alle sammen rundt, og vi er bange for at købe katten i sækken. Vi holder således en bagdør åben og sikrer os derved, at vi altid kan bytte varen til noget bedre.

Når der så opstår problemer i et forhold (og det gør der altid), er vi blevet hurtige til at sige, at det var åbenbart ikke det rigtige. Og når vi dater, kommer vi nemt til at skøjte henover det, så vi ikke giver os tid til at lære hinanden at kende. Derfor vil jeg sige, at vi især har brug for mere tålmodighed med hinanden og med vores forhold. Vi skal tage det sure med det søde. Og hvis vi vil have dybfølt intimitet og kærlighed, så skal vi give os tid, fordi nære relationer opbygges over tid.

Vi vil ikke gå glip af noget, men paradoksalt nok kan det medføre, at vi slet ikke får et parforhold. Mange af os er ude af stand til at vælge den ene fremfor de andre. De mere jordnære typer, som holder sig til det konkrete, eller som har en særlig trang til tryghed og faste rammer, vil have lettere ved at indlede og fastholde et stabilt parforhold. De fantasifulde typer derimod, som måske også har større lyst til frihed og autonomi, vil i endnu højere grad opleve regel nr. 2 som en hurdle, og vil derfor have ekstra svært ved at etablere et fast forhold. Når vi skal forstå, hvorfor så mange forbliver singler eller bliver det igen og igen, er der altså både nogle grunde, som handler om den tid, vi lever i, og der er faktorer, som vedrører den enkeltes personlighedstype.

 

Resumé og de enkelte kapitler

For at opsummere kan det altså siges, at vi har en kognitiv udvælgelsesmekanisme, der består af to regler for vores tænkning. Den er en del af vores selvopretholdelse, og der er tale om en forsvarsmekanisme, som virker per automatik. Mekanismens regler kan både påvirke os på gode og uheldige måder, men det er let at få øje på ulemperne, og i dag er de særligt iøjnefaldende. Begge regler kan ses som udtryk for vores frygt for at gå glip af noget. Da den form for angst er blevet meget udbredt, indvirker de derfor også særlig stærkt og uheldigt på kærlighedslivet i vor tid.

De to regler påvirker formentlig os alle sammen i et eller andet omfang. De siger noget grundlæggende om, hvordan vi fungerer som mennesker, og har store implikationer for vores kærlighedsliv på en række områder, for eksempel når det gælder flirt, dating, forførelse og forelskelse, men også i relation til langvarige forhold eller manglen på samme. De medvirker til, at der er større og større chance for, at vi bliver skilt, lever i seriel monogami eller forbliver singler i lange perioder.

Fremover refererer jeg blot til dem som regel nr. 1 og 2, så for at genopfriske din hukommelse får du dem en gang mere:

Regel nr. 1: Når der er en person, som du ikke kan få, så har du tendens til at fokusere på, hvad du går glip af.

Regel nr. 2: Hvorimod hvis der er en person, du godt kan få, så har du tendens til at fokusere på, om det nu også er en god ide og på de bagsider, der måtte være ved det forhold.

I de følgende kapitler skal vi ved hjælp af en række eksempler og analyser se, hvordan udvælgelsesmekanismen fungerer i praksis, samt hvordan vi genkender dens virkninger hos os selv og andre. Du præsenteres løbende for psykologiske, filosofiske og spirituelle refleksioner og perspektiver. Du får også øvelser og mentale teknikker samt forslag til, hvad du i praksis kan gøre for at afhjælpe de problemer, som mekanismen afføder. Ikke mindst præsenteres du for “kærlighedens fire bud”, som så at sige vender mekanismen på hovedet og hjælper dig med at få et mere komplet kærlighedsliv.

Her er en kort gennemgang af indholdet i de enkelte kapitler: I kapitel 1 ser vi på, hvordan forførelsens kunst benytter sig af udvælgelsesmekanismens to regler. Kapitel 2 handler om, hvordan du “tempererer følelser”, så du modvirker regel nr. 1 og får lettere ved at møde den rette partner. I kapitel 3 tager vi en diskussion af, hvad kærlighed er og ikke er, og derefter defineres kærlighedens fire bud. Da de fire bud hænger sammen parvis, kigger vi i første omgang nærmere på parret “sig fra” og “giv slip” i kapitel 4 og 5. Dernæst kommer turen til “tag imod” og “slå til”, og der er også dedikeret to kapitler til dét par, så det vil sige kapitel 6 og 7. I kapitel 8 kigger vi nærmere på, hvordan alle de fire bud hænger sammen som en dynamisk helhed, der skaber cyklusser, eller årstider, i vores relationer. I kapitel 9 bliver de cyklusser til spiraler, når vi ser nærmere på, hvordan vores udviklingsprocesser foregår, og hvad der driver dem fremad. Kapitel 10 er dedikeret til mindfulness, fordi den praksis både hjælper os med at tage imod og at give slip. Til sidst, i afslutningen, får du et resumé, og vi samler op på det hele.